Boganmeldelse af Tro, stress og depression

Bogen om stress
Bogen om Tro, stress og depression - i verdens lykkeligste land - er skrevet af Claus Olsen Søndergaard og udgivet på forlaget Mellemgaard.

I bogen Tro, stress og depression giver Claus Olsen Søndergaard et hudløst ærligt indblik i sit sygdomsforløb. Et forløb, der gradvist eskalerer, for til sidst at kulminere med et komplet sammenbrud. Claus oplever et kollaps der bedst kan sidestilles med symptomerne på en blodprop i hjernen. I bogen beskriver han sit møde med en så mørk side af livet, som han aldrig havde forestillet sig eksisterede.

Selvom bogen tager sit udgangspunkt i et meget alvorligt og dystert emne, sidder man aldrig med en ubehagelig smag i munden, når man læser bogen. Claus og de øvrige bidragsydere i bogen beskriver sygdomsforløbet med en ærlig, men ikke selvmedlidende tone, og man fornemmer tydeligt, at bogens mål ikke er at skabe selvmedlidenhed, men en tæt og levende beskrivelse af et nedsmeltet liv. Et liv, der kunne have været dit eller mit. For det er ikke noget svagt ved Claus, der gør, at hans liv smuldrer, han er blot en mand udsat for et for stort pres på arbejdet og som ikke fik lyttet til sin krop, før det hele krakelerede.

Supermand og almindelige mennesker

I slutningen af bogen beskriver Claus, hvordan han på en tur med nogle ungdomsvenner for første gang får gjort op med forventningen om at skulle være en supermand, der kan overskue alt, men at han i stedet blot skal være autentisk. En læring, som de fleste af os, med bare en nogenlunde entusiasme omkring vores arbejde, kunne tage ved lære af. For er de fleste af os ikke nødt til at være små supermænd i vores hverdag, for at få enderne i en alt for travl hverdag til at hænge sammen? Claus’ erkendelse af, at han er et ganske normalt menneske, som oplevede fundamentet under sig blive slået løst, kunne på samme måde være en afgørende erkendelse for os. Lever vi på en måde, hvor vi kan få slået fundamentet løst under os, fordi vi forsøger at være supermænd og -kvinder?

Afslutningsvist stiller Claus det meget relevante spørgsmål, om man kan lære noget af at gå gennem et langt sygemeldingsforløb med stress og depression. I første omgang har han lyst til at svare et rungende nej, men efter længere tids refleksion svarer han nogenlunde følgende:

”Ved nærmere tanke…. Så kunne jeg jo lige så godt undersøge, og blive bevidst, om hvad der eksisterede på mit livs allermest dystre side. Denne viden kunne jeg så tage med op, hvis jeg en dag var så heldig t kunne returnere, og dét ville måske være det positive ved at være endt fatalt på bunden.”

Bogen løfter ingen pegefingre af folk med fortravlede liv, men beskriver Claus’ liv som det var, og hvad der skubbede ham ud i sygdomsforløbet. Det er dog umuligt at læse bogen, uden samtidig at stoppe op og reflektere over, hvor stort et pres man selv er under, og om noget lignende kunne ske for en selv, hvilket vel sagtens er Claus’ intention. Bogen er skrevet i et levende og let sprog og virker godt samskrevet med afsnit fra Claus’ psykolog, hans leder fra arbejdet, der lægger en faglig vinkel på sygdomsforløbet samt hans søns beskrivelse af sygdommens påvirkning på familiens liv.

Bogen egner sig godt, til dig, der selv har gået igennem noget lignende, eller som har en relation til en, der er gået igennem et længere sygdomsforløb, da den giver et meget klart indblik i, hvad den sygemeldte går igennem. Jeg vil klart anbefale bogen Tro, stress og depression som både et redskab til forståelse, men også en kærlig påmindelse til at undersøge, hvad der er det vigtige i livet for dig.

Claus SøndergaardOm Claus Søndergaard

Forfatteren bag “Tro, stress og depression” er Claus Søndergaard.

Han skriver om sig selv at han er rundet af en autentisk og relationel tilgang til sine medmennesker. Desuden har han to ledelsesuddannelser og en efteruddannelse i neuropædagogik og neuropsykologi.

Gennem årene har Claus Søndergaard været optaget af det socialpædagogiske område, igennem sit professionelle arbejde og ligeledes i frivillige organisationer som medarbejder, leder og facilitator.

Tro, stress og depression - bogenKøb bogen Tro, stress og depression

Læs mere om Tro, stress og depression og køb den hos Novia.

Køb bogen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *