Anmeldelse: Skabt til at trives

Boganmeldelse af Skabt til at trives
Skabt til at trives, af Mark Hall 2014

Forsangeren for Casting Crowns, Mark Hall, taler med bogen Skabt til at trives (‘Thrive’) direkte ind i hverdagen for en kristen i det spænd, som ligger imellem på den ene side at være en efterfølger af Jesus i tjeneste, af hjertet og i et kristent fællesskab – og på den anden; den verdslige sekulariserede verden, som de fleste af os arbejder og færdes i en stor del af vores tid. En verden hvor nogle helt andre værdier, forventninger, vaner og kulturer gør sig gældende, end dem vi møder i bibelen og i kirken.

Mark Hall, som udover at være lovsangsleder gennem mange år har været ungdomspræst i kirken Eagle’s Landing First Baptist Church i Georgia (US), møder læseren med ét helt centralt motiv: Hvordan kan vi som kristne og som mennesker gå fra bare at overleve til at TRIVES? Mange bibelnære formaninger serveres side om side med dyrt købte egne erfaringer og mange historier fra forfatterens liv som ‘lovsangs-stjerne’ på farten samt fra mange unge menneskers liv, som han har fulgt tæt gennem sin tjeneste som ungdomspræst. Dermed beretter og underviser bogen med perspektiver fra både ungdoms- og voksenlivet om alt lige fra kærlighedsudfordringer og gruppepres til ægteskabelige udfordringer og vores ansvar til at række ud til verden som ledere og som tjenere.

Den gennemgående illustration af træet, som også findes på bogens forside, giver hele bogen en forankring i en nødvendig balance mellem at bore dybt ved at kende vores bibel og pleje os selv og vores personlige relation til Gud og derpå at række ud til verden. At være for derpå at gøre.

Mark Hall bliver til tider ubehageligt ærligt og provokerende med både sin amerikanske ‘fremme-i-skoene’-mentalitet og sin radikale og autentiske tro – men på en måde, som tvinger læseren til at gøre egne tanker om emnerne, selvom man ikke nødvendigvis altid er enig i bogens konklusioner.

På trods af en ikke altid helt vellykket oversættelse, er bogen let læselig som følge af forfatterens mange personlige erfaringer og sangtekster som er lette at relatere til. I samspillet mellem disse samt nogle skarpe og malende metaforer sætter bogen fokus på mange af de udfordringer, man som kristen – ung eller ældre – møder i hverdagen, i et lys af nåde og et ønske om trivsel.

Jeg vil anbefale bogen til den kristne som enten føler sig ‘fanget’ i en til tider triviel hverdag – én der måske bare overlever eller til den kristne som søger nye udfordringer for troen i hverdagen – udfordringer som kan ruske op i vores kristne etik samt i Gudsrelation og tjeneste.

Køb Skabt til at trives

Skabt til at trives - bogPå Novia.dk kan du bestille bogen, spare penge og få bogen hurtigt leveret.

Læs mere og bestil bogen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *